Fra spiseforstyrrelse til alvorlige mavesmerter
Efter at have været i et dårligt forhold stopper Caroline næsten med at spise, men ingen i systemet vil kalde det anoreksi, og hun får derfor ikke den rette hjælp. Spiseforstyrrelsen fører til store problemer med Carolines mave, som hun stadig lever med i dag. Hendes historie er en fortælling om, hvilke langsigtede konsekvenser en spiseforstyrrelse også kan have, men som vi sjældent snakker om.
Som 21-årig flyttede jeg hjemmefra til en ny by for at starte på kiropraktorstudiet. Jeg flyttede sammen med min kæreste, som jeg havde været sammen med on-off siden efterskoletiden. Jeg var nok lidt sparsommeligt anlagt dengang, og da jeg flyttede hjemmefra, gik det op for mig, at mad kostede penge, og jeg begyndte derfor at spise mindre.
Fra kontrolleret parforhold til madkontrol
Min daværende kæreste var meget kontrollerende over for mig i de år, vi var sammen. Han blev meget jaloux, og jeg måtte næsten ingenting ifølge ham. Hvis jeg havde hængt ud med mandlige venner, kunne han blive helt skør. Efter vi havde boet sammen et år, gik vi fra hinanden, og det var der spiseforstyrrelsen for alvor begyndte.
Jeg var endelig fri af hans kontrol – nu kunne jeg selv kontrollere mit liv, og jeg begyndte at kontrollere maden i stedet. Jeg boede nu alene, efter vi var gået fra hinanden og kunne helt selv styre, hvor meget og hvor lidt jeg spiste, hvilket blev mindre og mindre.
Bekymrede venner og familie
Min familie boede langt væk, så jeg så dem ikke så ofte. En dag, hvor jeg sad og læste til eksamen, ringede min bror pludselig til mig. Han var blevet kontaktet af nogle af mine venner, der var bekymrede for mig. De havde været til et foredrag på studiet om spiseforstyrrelser, og de syntes, de kunne genkende nogle ting hos mig, og at jeg udviste tegn på anoreksi. De havde også kontaktet min mor, der selvfølgelig også blev bekymret.
Jeg ville helst ikke have, at min familie skulle vide, hvad der foregik, men presset af den opmærksomhed, der pludselig var på mig, gik jeg til lægen. Jeg vidste godt, at min adfærd ikke var helt normal, men samtidig tænkte jeg, at det jo fungerede fint for mig ikke at spise. Jeg sagde til lægen, at dem omkring mente, at jeg ikke havde det godt, fordi jeg var begyndt at spise mindre, og han sendte mig videre til psykiatrien.
Bekymrede venner og familie
Min familie boede langt væk, så jeg så dem ikke så ofte. En dag, hvor jeg sad og læste til eksamen, ringede min bror pludselig til mig. Han var blevet kontaktet af nogle af mine venner, der var bekymrede for mig. De havde været til et foredrag på studiet om spiseforstyrrelser, og de syntes, de kunne genkende nogle ting hos mig, og at jeg udviste tegn på anoreksi. De havde også kontaktet min mor, der selvfølgelig også blev bekymret.
Jeg ville helst ikke have, at min familie skulle vide, hvad der foregik, men presset af den opmærksomhed, der pludselig var på mig, gik jeg til lægen. Jeg vidste godt, at min adfærd ikke var helt normal, men samtidig tænkte jeg, at det jo fungerede fint for mig ikke at spise. Jeg sagde til lægen, at dem omkring mente, at jeg ikke havde det godt, fordi jeg var begyndt at spise mindre, og han sendte mig videre til psykiatrien.
Spørgeskemaet, der ikke passede til mig
Da jeg kom til min første samtale i psykiatrien, skulle jeg udfylde et spørgeskema. Spørgsmålene handlede blandt andet om, om jeg syntes, mine lår var for store, eller om jeg var meget troende og mente, at det var Guds vilje, jeg ikke skulle spise. Jeg kunne ikke spejle mig i nogle af spørgsmålene, men jeg udfyldte skemaet efter bedste evne.
Nogle uger senere kom jeg tilbage til en opfølgende samtale. De sagde, at udover at jeg havde lidt dårligt selvværd, så var der ikke noget psykisk galt med mig, så de kunne ikke tilbyde mig hjælp eller samtaler i psykiatrien. I stedet sendte de mig videre til ernæringsafdelingen, for selvom de ikke ville kalde det anoreksi, kunne de godt se, at min vægt var meget lav og skulle have hjælp til at komme op i vægt.
Behandling uden fokus på det mentale
Jeg kom til en masse undersøgelser og scanninger, men de kunne ikke finde noget, der var galt, udover min lave vægt. De ville gerne indlægge mig, fordi min vægt var så lav, men det ville jeg ikke, for så betød det, at jeg var nødt til at sætte mit studie på pause – og jeg levede og åndede for studiet. Da jeg var hjemme på efterårsferie hos min familie, tog jeg lidt på, fordi min mor proppede mad i mig. Det gjorde, at jeg fik lov til at gå i et ambulant forløb i stedet for at blive indlagt.
Jeg blev tilsluttet ernæringsklinikken, og hen over de næste par år gik jeg i et forløb med fokus på vægtøgning. Jeg fik en kostplan af en diætist, men jeg fulgte den ikke rigtig. Der var ikke nogen, der skulle bestemme over mig.
Når jeg i dag tænker tilbage på den her periode, så kan jeg ikke forstå, at der ikke var nogen i systemet, der kunne se, at jeg ikke havde det godt – at mit vægttab også handlede om noget psykisk.
Maven gav problemer
I julen 2020, da jeg var 24 år, begyndte jeg at få rigtig meget luft i maven. I det nye år gik jeg til lægen og fortalte, at min mave var begyndt at opføre sig mærkeligt. Jeg havde ondt i maven og svært ved at komme på toilettet. Min læge sagde, at jeg måske havde IBS (red. Irritabel tyktarm), og jeg fik taget en masse blodprøver for, om det kunne være gluten- eller laktoseintolerans, men det var det ikke.
I løbet af foråret og sommeren blev det meget værre. Jeg fik så ondt i maven, kunne slet ikke komme på toilettet og rullede rundt på gulvet i smerte om aftenen. I sommerferien var jeg i sommerhus med min familie, men jeg kunne ingenting lave. En dag fik jeg det så skidt, at min mor ringede til vagtlægen, og jeg fik noget afføringsmiddel, der hjalp på forstoppelsen, men som også resulterede i, at jeg blev bundet til toilettet.
Desperat efter en løsning
Efter sommerferien blev det bare værre og værre med maven. “Der skal være en løsning på det her, for jeg kan ikke holde ud at være til”, tænkte jeg. Jeg gik til min egen læge igen og fik en henvisning til mave/tarm-afdelingen. De ville gerne tilbyde mig afføringsmiddel, så jeg kunne komme på toilettet, men de skulle spørge om lov hos ernæringsklinikken, hvor jeg stadig var tilknyttet på grund af min lave vægt, og de sagde nej. I stedet spiste jeg masser af svesker og drak sveskejuice for at prøve at få gang i maven.
På det her tidspunkt troede de stadig, at jeg måske havde IBS, og jeg fik anbefalet at følge noget, der hed Low FODMAP, som er en diæt, hvor man udelukker en masse fødevarer. I bagklogskabens lys var det nok ikke ret smart for en, der i forvejen var spiseforstyrret. Men jeg var desperat, og der var lang ventetid i det offentlige, så jeg kontaktede en privat diætist, der kunne hjælpe mig.
Jeg fik en madplan af diætisten, hvor der var en masse ting, jeg ikke måtte spise. Hvis der var noget, der kunne suge den sidste livskvalitet ud af mig, så var det det. For det hjalp overhovedet ikke, og i løbet af de næste uger tabte jeg mig endnu mere. Diætisten fortalte også, at noget af det, der kan forværre mavesmerter, er netop svesker og sveskejuice, og det var det, jeg havde proppet mig med.
“Nu skal jeg bare spise, hvad jeg ikke har måtte spise”
I december 2021 – et år efter mine problemer med maven startede – var jeg til en afsluttende samtale hos diætisten. Der var intet, der havde hjulpet, min mave gjorde bare ondt, uanset hvad jeg spiste. Så jeg droppede diæten og tænkte “Fuck alt, nu skal jeg bare spise, hvad jeg ikke har måtte spise.” Jeg var sammen med min mor efter samtalen, og vi spiste nuggets og pomfritter. Det var det, jeg havde allermest lyst til.
Efter det gav jeg slip på kontrollen og kom stille og roligt ud af mit restriktive forhold til mad. Jeg kunne ikke bruge kontrollen længere, for den hjalp mig ikke. Jeg havde ondt, lige meget hvad jeg gjorde. Spiseforstyrrelsen begyndte at fylde mindre og mindre, og jeg tog hen ad vejen på igen.
Symptomerne skiftede
Tarmen var og er stadig et mysterie for mig, for i foråret 2022 ændrede mine symptomer sig. Jeg havde stadig ondt, men i stedet for at være forstoppet, skulle jeg på toilettet hele tiden. Jeg blev deltidssygemeldt fra mit studie, fordi det var svært at passe undervisningen med de hyppige toiletbesøg. Der var stadig corona på det her tidspunkt, så jeg flyttede hjem til min mor og kunne følge noget af undervisningen online. Jeg kæmpede mig igennem de sidste år af studiet, og i sommeren 2023 blev jeg færdiguddannet kiropraktor.
Efter studiet fik jeg job som kiropraktor, og selvom min arbejdsgiver var meget forstående over for min situation, blev det for hårdt i længden. Jeg kunne ikke holde til det fysisk krævende arbejde. I stedet søgte jeg ind på optikerstudiet og flyttede igen til en ny by.
Nerveskade på tarmen som følge af anoreksi
Jeg blev tilknyttet et nyt hospital og kom igen igennem et kæmpe udredningsforløb. Lægen fortalte mig, at mine symptomer ikke alligevel passede på diagnosen IBS, som jeg havde gået rundt og troet, jeg havde haft i fire år. I stedet fortalte han, at jeg nok nærmere havde fået en nerveskade på min tarm som følge af anoreksi og underernæring.
Det var en kæmpe forløsning for mig at høre. I fire år havde jeg prøvet alt muligt – spise rigtigt, sove rigtigt, træne rigtigt – for at få det bedre. Men så fik jeg at vide, at alle de ting nok hverken gjorde det værre eller bedre. For mig var det virkelig et wakeupcall i forhold til, hvilke langvarige konsekvenser en spiseforstyrrelse kan have.
I dag er jeg heldigvis fri af de værste smerter, men jeg har fortsat meget hyppige toiletbesøg i løbet af dagen, og nogle gange holder det mig også vågen om natten. Jeg kan også blive helt angst over ikke at vide, hvor det nærmeste toilet er, og jeg vil altid vælge offentlig transport, hvor der er adgang til toiletter fremfor en lang biltur. Jeg har været nødt til at være helt ærlig over for familie, venner, studie og arbejdspladser om mine udfordringer. Heldigvis er de fleste rigtig forstående over for det. Jeg øver mig stadig på at acceptere, at det her bare er et livsvilkår, jeg må leve med. Men én ting har jeg lært: Det er vigtigt at sige det højt.
Har du brug for hjælp?
Hvis du oplever svære tanker om krop og mad, er der hjælp at hente. Kontakt vores rådgivning helt anonymt på telefon, chat, eller book en personlig samtale på video eller en af vores lokationer.
